In the name of Jesus

Af Henri J. M. Nouwen. Darton, Longman and Todd Ltd. 1989 (På engelsk.)

Anmeldt af Per Bohlbro, præst i Grønnevang.

Min kollega, gav mig bogen, som gave da jeg første gang kom til Grønnevang Kirke.

Ved flere gennemlæsninger og efter to års arbejde som præst oplever jeg, at den har stadigt mere at sige: om kristent lederskab og vejledning af andre.

Og Nouwen fortæller om omvendelsen fra at fokusere på effektivitet, som – tilsyneladende – er en stadig stærkere tendens i vor tid, til tillid og afhængighed af Gud.

Forfatteren, Henri Nouwen (han har bl. a. skrevet Den fortabte Søn vender hjem) har som anerkendt og hyldet akademiker haft en gennemgribende erfaring af at ladet sig lede og hele.

I sine sidste år forlod han sin lærerstilling ved et universitet for at blive præst i et kirkeligt behandlingsfællesskab, L´arche i Canada for mentalt handicappede.

Erfaringerne fra hans tilværelse i et fællesskab med sårbare beboere og kontrasten til hans tidligere liv på højden på en akademisk karriere har givet erfaringer og perspektiv til bogen.
I bofællesskabet oplever han, at han er ansvarlig overfor de andre i hans daglige liv.

Det viser sig at være mere afgørende at han er til stede som den han er overfor beboerne end hans titler og akademisk anerkendelse.

Bogen tager tre udfordringer op

Den belyser dem ud fra to tekster i Det Nye Testamente.

Jesu fristelser i ørkenen. Fristelserne kan oversættes til fristelser kirkens præster og ledere står overfor i dag.

Og den opstandne Jesu gentagne spørgsmål til Peter: Elsker du mig?

Normen for ledere er kærlighed der også lader sig lede og bevæge sig nedad.

Første fristelse, fokus på at blive relevante og kompetente

Den første fristelse, er vort fokus på at blive relevante og kompetente som ansvarlige i kirken.

Er opgaven som leder at blive kompetent, dygtigere til at løse opgaver, så vi får mere kontrol over vore liv, eller er det opgaven at komme tættere på Jesus Kristus og – komme tættere på sit egne nøgne, usmykkede selv?

Nouwen viser, at lederen kun bliver en blandt mange andre rådgivere og fagfolk, hvis han eller hun ikke solidarisk, er der hvor råbet på kærlighed, anerkendelse, tid... i sin himmel-råbende tavshed lyder fra mange – materielt set velstående..

Solidarisk for – om muligt – at bringe Kristi lys herind.
Kristi kærlighed kalder han den første kærlighed.
Kærligheden der er betingelsesløs, ubegrænset og uden hævnmotiver.

Bogen peger på en vej til at modvirke vor søgen efter kompetence som en måde hvorpå vi retfærdiggøre at vi er kirkelige ledere.

Det er den stille, kontemplative bøn.

Hvor målet ikke er at blive mere effektiv men mere sårbar, åben – så vor identitet bygger på Kristi ubetingede, første kærlighed.

Den anden fristelse er ønsket om at blive populær

Fristelsen at søge at blive den ene, lysende leder, der går solo. Da Nouwen holdt det foredrag, der er blevet til den anmeldte bog, rejste han ikke alene.

En af beboerne i bofællesskabet, Bill Van Buren rejste med ham.
Selv om Bill ikke havde samme intellektuelle skarphed som Nouwen – betød samarbejdet, fortæller Nouwen at fokus ikke var på hans analyse men på, at Gud brugte dem – og det tog noget af det højtidelige, kendis-centrerede væk.

Gud er netop mægtig i de magtesløse.

Tjenesten, heller ikke det intellektuelle foredrag, er ikke en en-mands præstation men er et samarbejde. Vi kommer ikke og tjener i vort eget navn.

Jesus sendte sine disciple ud to og to.

Fællesskabet i tjeneste og ledelsen handler også om, at lederen selv har brug for et kærligt fællesskab.

Et middel mod, at lederen står alene og også er mere skrøbelige, fremhæver Nouwen, er bekendelse og tilgivelse.
Hvor Jesus kan møde ham eller hende også i hans eller hendes egen brudthed og fejlgreb.

"Bekendelse og tilgivelse er de konkrete former, hvormed vi syndige mennesker elsker hinanden" (s.46).

Ledelse i kirken er ikke at skjule visse sider af sig selv fra alle (selvfølgelig heller ikke det modsatte). "de, der har tjenester i kirken må være hele medlemmer af deres fællesskaber. De er ansvarlige overfor dem og har brug for deres støtte og de er kaldede til at virke og tjene med hele deres person – også deres sårede sider" (s. 50).

Den tredje fristelse er fristelsen til at være magtfuld

Magt og rigdom har gennem kirkens historie været årsag til de største splittelser og frafald.

Måske er fristelsen, skriver Nouwen, netop så fristende for det er lettere at kontrollere og udøve magt end at elske.

Opgaven for lederen i kirken, er at lade sig lede.

Apostlen Peter fik at vide -efter, at han havde fået opgave at være leder for de øvrige disciple - at han som ældre skulle strække sine arme ud og lade sig lede.

"Den kristne lederes retning (way) er ikke at bevæge sig opad, som andre ledere bruger så meget energi på, men at bevæge sig nedad for at ende på korset. Det kan let lyde masochistisk, men for dem, der har hørt Guds første kærligheds kald og sagt ja, er Jesu bevægelse nedad vejen til glæde og fred i Gud, en glæde og fred, der ikke er af denne verden." (s.62f).

Midlet eller disciplinen der gør det at lade sig lede meningsfuldt for andre, er teologisk refleksion.

Hvor leder Gud kirken i dag? – midt i alle de problemer vi kan læse om i avisen.

Nouwen tænker ikke specielt på flere teoretiske kundskaber, men tænker på, at ledelse og nærvær i en ofte larmende verden.

Bogen er, selvom den er indholdsmættet, prisværdig kort. Dens styrke at, tager afsæt i sine egne erfaringer uden at blive privat.