Hvorfor skal vi bede for hinanden?

af sognepræst Ole Skjerbæk Madsen.

Bibeltekst som udgangspunkt: 1. Tim. 2, 1-7. Jeg formaner dig først af alt til bønner og anråbelse, forbønner og taksigelser for alle mennesker; bed for konger og alle i høje stillinger, så vi kan leve et roligt og stille liv, i al gudfrygtighed og agtværdighed. Det er godt og værdsat hos Gud, vor frelser, som vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden. For der er én Gud og én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus, som gav sig selv som løsesum for alle - det var vidnesbyrdet, da tiden var inde. For det vidnesbyrd blev jeg indsat som forkynder og apostel - jeg taler sandhed, jeg lyver ikke - og som hedningers lærer i tro og sandhed. Jeg vil altså, at mændene alle vegne skal bede med fromt løftede hænder, uden vrede og uden splid.

Jeg læste forleden en artikel om kirkefædrenes brug af Fadervor. Om Fadervor som model for bøn og ikke mindst bønnen om tilgivelse, ligesom vi også tilgiver spiller en stor rolle i hele bønslivet og ikke mindst i oldkirken på et tidspunkt, hvor der var mange forfølgelser.

Jeg har tænkt mig at begynde et andet sted, nemlig i 1. Tim. brev kapitel 2, hvor der i indledningen står et par vers, som handler om de bønssamlinger, som menigheden har. "Jeg formaner dig ..til bønner og anråbelser, forbønner og taksigelser for alle mennesker. Bed for kongen og alle i høje stillinger, så vi kan leve et roligt og stille liv, i al gudfrygtighed og agtværdighed".

Paulus taler om forskellige typer bøn, der hører hjemme i menighedens bønsliv og menighedens bønssamlinger. Det kan næsten være umuligt at sige, hvad det ene ord har af betydning frem for det andet, men vi kan altid forsøge os med et eller andet og se, om det giver os noget. Anråbelsen, det kan vi sige er menneskets tryglen, menneskets henvendelse til Gud. Med anråbelsen påkalder vi os Guds opmærksomhed, fordi vi har noget at bede ham om, og en sådan anråbelse var f.eks. den blinde Bartholomæus´ råb - "Davids søn, Jesus Kristus, forbarm dig over mig". Det råb som vi også har i starten af gudstjenesten, Kyrie, Herre forbarm dig, og i litaniet stadig, Herre, forbarm dig.

Og så er der bøn, det at vi kommer på vore egne vegne, med ønsket om, at opnå en konkret gunst, eller fordi vi bare har et behov for Guds indgriben, Guds hjælp, eller få hans lys ind over vore liv. Og der er forbønnen, forbønnen er så bønnen på andres vegne, hvor vi beder for andre, vi påtager os andre menneskers anliggender overfor Gud, og det ord der bruges, kunne man også dengang forestille sig i kejserhoffet, hvor den bedende er den, der er kejserens fortrolige, den som nu har adgang til tronen og nu kommer denne kejserens fortrolige så med et bønsskrift på vegne af en, som har brug for forbøn. Det er billedet, der ligger bag. I forbøn, der udtrykker vi andre menneskers behov, vi udtrykker ofte den nød, som er en frugt af menneskers adskilthed fra Gud og vores fremmedhed i forhold til ham, og når vi beder på den måde for andre mennesker i den nød, som de står i, så udtrykker vi samtidig afhængigheden af Gud, hvis nøden skal overvindes fra roden af. Til bønssamlingen hører også taksigelsen, der ligesom er en anden side af forbønnen. Ligesom bønnen udtrykker taksigelsen vor afhængighed af Gud. Men taksigelsen gør det på sådan en måde, at den udtrykker vor rette plads, skabningens rette stilling, ansigt til ansigt med Skaberen. Gennem taksigelsen modtager vi på ny vor rette plads i skabelsens orden, og som menneske finder vi vor identitet igen som Guds børn, hvis frihed er skabningens længsel. Og hvis åbenbarelse er skabningens håb.

Paulus underviser os altså om, at bønnen i dens forskellige former er langt mere end en privat sag, den er mere end et snævert menighedsanliggende. Vore bønner er en del af et bedende fællesskab, som i bønnen vedkender sig et ansvar for hele den skabte verden, og hele samfundet omkring os. Vi hører her, at vi skal bede for den verdslige øvrighed, og hvis dette brev virkeligt er skrevet i anden halvdel af det første århundrede, så var det jo en turbulent tid for menighederne, hvor myndighederne ikke altid var lige gunstigt stemt overfor den kristne sekt. Alligevel skulle man bede for staten, bede for myndighederne og bede for dem, der ofte misbrugte deres magt. Hele formålet var også, at de kunne leve et roligt og stille liv. Det betyder, at man i den situation også beder for kirken selv, at den kan få ro til at blive det, den skal, at være et alternativt samfund til det samfund, hvor mennesker udnytter hinanden.

Læste vi videre i skildringen af det der gælder i bønssamlingen, så vil vi se, at Paulus fortsætter med at sige, at det overordnede mål i denne bøn, faktisk er menneskers frelse. Når vi beder for myndighederne, når vi beder for, at kirken skal få lov til at udvikle sig, til det den skal være, så er det fordi, der er et overordnet mål. Gud vil at mennesker frelses.

Og hvis jeg skulle sumere meget kort op. Den forbønstjeneste man aner ud fra bare dette lille kapitel, og som man også har et udblik til andre steder, der handler om menighedens bøn det Ny Testamente, sker som en forbøn og taksigelse på alle menneskers og på hele skabningens vegne. At den rummer bøn for øvrigheden, at den rummer bøn for hele menighedens personlige anliggender, og at den er led i en overordnet strategi, som bringer Guds frelse til udtryk; men også på en anden måde er en del af en åndelig kamp.

Men denne her bønstjeneste står ikke bare alene. Den udspringer af vores dvs. Jesu disciples enestående forhold til Gud. Den udspringer af, at vi er Guds børn i kraft af Guds ånd, som vi modtog, da vi kom til troen og blev døbt. Vi modtog en ånd, som giver barnekår, og i den råber vi Abba - far.

Det hører med til de troendes barnekår, at vi kan tale tillidsfuldt med Gud som vor far om alt, hvad der ligger os på hjertet. Helligånden som giver børnekår, er også, den der tager initiativet i forbønnens tjeneste, og det siges af Paulus i Romerbrevet kap. 8, i versene 18-30. Jeg vil sige, at dette faktisk er forbønnens hemmelighed. Vi har skildret i Romerbrevet 8. Her gør Paulus rede for den lidelse, der er et grundvilkår for hele den skabte verdens eksistens. Og han gør intet forsøg på at bortforklare lidelsen, pinefuldheden i verden. Han fremhæver også, at Jesu disciple er delagtige i skabningens lidelse, og at denne delagtighed i skabningens lidelse ikke står i modsætning til, at vi er Guds børn, at vi er nogen i hvem Helligånden bor. Tværtimod, er vi delagtige i skabningens lidelse, så er det netop et udtryk for, at Guds egen ånd bor i os og får en stemme i os. Den skabte verdens lidelse beskrives med ord, som tomhed og forfængelighed. Skabningens lidelse er ikke blot menneskenes, men alt skabts også den fornuftløse natur. Grunden til, at skabningen lider, er menneskenes synd, vor adskilthed fra Gud i kraft af at vi er blevet os selv nok og lever i verden som var der ingen Gud. Skabningens forhold til Skaberen afhænger af vort forhold til Gud. Skabningen er i denne tilstand underlagt tomhed, formålsløshed, den er underlagt forgængelighed, den kan ikke frigøre sig selv af det bånd, den lever under. Skabningen mangler mennesket, der kan føre den tilbage til det rette forhold til Skaberen. Og derfor sukker skabningen, men bedre oversat, derfor stønner skabningen under sin byrde, under sin forfængelighed. Men, siger Paulus, dennne stønnen er ikke formålsløs, den er ikke en formålsløs jamren, den er ikke en håbløs selvopgivenhed, men den er tværtimod et udtryk for håb, for det er en stønnen som under veer, der er en forløsning, der er en udfrielse af lidelsen på vej. Den udfrielse, som gør, at Guds børn åbenbares. Skabningen har et håb om at dele den frihed, som Guds børn skal have, når hele Guds frelsesplan har nået sit mål.

Det, at skabningen stønner, er faktisk forløsningens begyndelse, og hører med i hele frelseshistoriens proces. Og målet nås, når menneskets forhold til Gud bliver ret, for så påvirkes resten af skabningen, og så kan mennesket igen bringe skabningen ind i skabelsens orden og give dyrene og naturen og alt det som lever navn, ansigt til ansigt med Gud. Det er her at bønnens motiv og hemmelighed kommer ind i billedet. For ånden, som bor i den kristne, bor i Jesu disciple, skaber en stønnen i os, som Paulus udtrykker sig, en længsel efter legemets forløsning og børnekårenes fuldendelse i herlighedens fuldkomne forhold til Faderen. Det ånden gør, er at den i os skaber en meddelagtighed i skabningens lidelse, for vi har jo fysisk natur til fælles med hele den øvrige skabning. Vi stønner sammen med skabningen, og skabningens stønnen får mæle i os. I denne medstønnen viser det sig altså, at skabningen er medinddraget i den frelse som vi erfarer. Når vi stønner sammen med verden så beder vi faktisk sammen med verden, og vi har fået ånden som en førstegrøde af den forløste skabning. Hermed åbenbarer ånden Guds børn netop gennem den stønnen, den forbøn, som ånden kalder frem i Jesu disciple. I Jesu disciple åbenbares Guds børn, som skabningen længes efter netop ved denne stønnen, hvormed vi bringer skabningens længsel efter forløsning til udtryk. Vi nævner skabningen i dens nød, og dens længsel efter frihed for Gud. Med denne stønnen er ånden kommet skabningen til hjælp, og os til hjælp i vor svaghed, eftersom vi ikke rettelig ved, hvad vi beder om. Helligånden går selv ind i denne stønnen og tager den på sig som sin egen. Ånden går i forbøn for os, og gennem os, med uudsigelige sukke. Her står vi så på grænsen af vor erkendelse; men vi griber i håbet den virkelighed, at skabningens længsel efter forløsning, ved åndens stønnen i og med os på skabningens vegne, og i vor legemlighed, i vor fysiske natur, som vi har fælles med skabningen, at denne stønnen, som ånden skaber i os, det er den treenige Guds anliggende. Vor stønnen bringes ligesom med ind i treenighedens eget indre liv og møder Guds altid strømmende kærlighed.

Paulus er inde på de dybeste hemmeligheder for menighedens og den enkelte kristnes bønsliv, vi magter ikke bønnen med egen kraft; men Gud leder os i bønnen, også når det bliver uforståeligt for os selv, det kan blive som et ordløst suk, blive som en stønnen som i veer.

Nogen gange har vi oplevet det gennem tungetalen f.eks. når ordene ikke slog til; men når man ikke kunne blive færdig med en sætning, så kunne man ligesom bare lade ånden tage over og bære hele nøden, der ikke kunne udsiges frem for Gud. Samtidig med, at man stadigvæk var opmærksom på det menneske man havde for sig Man kunne ikke finde ordene, men nøden var der stadig væk og den måtte deles, og det var som om, der var noget som hvis vi ville gribe det med vor forstand, var noget vi ikke kunne udgrunde, men forbindelsen skulle bare knyttes på denne ubehjælpsomme måde til Gud. Så dette menneskes nød fik lov til at udtrykkes som Guds eget anliggende. Når han på denne og andre måder tager initiativet i vores bønsengagement med skabningens lidelse og nød, så hænger det sammen med, at Helligånden netop er den gave, som vi fik, da vi blev kristne, da vi blev føjet ind i menigheden som Kristi legeme. Vi er et Guds hus i ånden, vi er et tempel i Helligånden, i ånden bliver vi Kristi legeme, og dermed delagtige i hans sendelse. Og i forbønnens og lovprisningens tjeneste bliver menigheden meddelagtige i Jesu personlige tjeneste. Vi er salvede med den samme ånd som ham, og som han er Kristus, den salvede, er vi kristne, hans medsalvede.