Hvorfor skal vi bede for hinanden?

af Biskop Hans Martensen, Den katolske Kirke.

Det er klart, at det jeg her kan sige om et så stort emne: "Forbøn, hvorfor beder vi for hinanden" må være ret så spredte, og, om I vil, tilfældige bemærkninger.

Ifølge kirkens gamle tradition, er den højeste form for bøn tilbedelse og tak og lovprisning. Hvis vi følger tidebønnerne og læser Davids salmer, kan vi hurtigt se at et vist højdepunkt i bønnen netop er dette at lovprise og takke Gud. Det er simpelthen hjertets glæde overfor Gud, hans storhed og hans magt. Kirkefædrene fortæller os, at al anden bøn engang vil holde op, men lovprisningen og takkebønnen og jubelen over Guds godhed vil aldrig holde op. Vi har heldigvis ikke blot i Davids salmer men også i vor danske salmebog så mange vidunderlige salmer der jubler for Gud over solen, over naturen, over de små fugle der flyver omkring - og som så at sige bringer skabningens lovsang videre til Gud.

Om forbøn vil jeg begynde med at sige, at Fadervor lærer os ligesom alt hvad der er værd at vide om bøn! -sådan oplever jeg det mere og mere, - der ledsager os livet igennem og vokser gennem vort liv. Og jeg vil også sige, vi skal ikke give en kommentar til Fadervor, men Fadervor giver en kommentar til os. Og jeg kan, når jeg beder Fadervor, stadig finde en ny kommentar til mit eget liv, og til alt hvad jeg møder. På den måde er Fadervor selv en grænseløs kommentar, til disse spørgsmål om bøn.

Jeg har tit undret mig over, at da Jesus lærte os at bede i Fadervor, så gør han det alt sammen, selv endda tak og lovprisning og hyldest og tilbedelse, - han gør endda det til en bøn om noget. Første bøn af Fadervor "Helliget vorde dit navn", betyder velsagtens netop , at vi beder om noget. Men hvad beder vi om? Vi beder om at denne tak og hyldest, lovprisning og tilbedelse af Guds navn må vokse i vort hjerte. Den siger "Kære himmelske far, giv os at jubelen, glæden, tilbedelsen og takkebønnen må spire frem af vort hjerte." "Vi beder om, at Guds navn må være helliget i vor midte.

Forbøn for andre mennesker er en selvfølge i Det nye Testamentes sammenhæng, som den også var det i den Gamle Pagt. Vi kunne komme med vældig mange eksempler. Jeg piller her et par stykker ud: Forbøn kan altså være så dagligdags som når Jomfru Maria hvisker til Jesus: "Brudefolkene har ikke mere vin". I denne sætning ligger "Kan du da ikke gøre noget?" Hun beder ham ikke rigtigt om noget, hun hvisker ham bare i øret at vinen er sluppet op. I denne bemærkning ligger naturligvis en skjult en anmodning, en bøn. Det samme finder vi mange andre eksempler på: Peter fortæller om sin syge svigermoder. (Det er jo også pænt af ham.) De mennesker der firer den lamme mand ned gennem den åbning de har lavet i taget kommer også med en skjult forbøn.

Beretningen om Lazarus hos Johannes minder meget om Marias ord ved brylluppet i Kana. Maria og Martha, Lazarus søstre, sender bud til Jesus og lader fortælle "Herre, den du elsker er syg". De beder ham ikke om at komme og de beder ham ikke om at helbrede. De sender besked til ham om, at Lazarus er ved at dø. Igen et eksempel på den skjulte forbøn. derefter følger historien om Lazarus opvækkelse.

Man kunne efter Jesu opstandelse finde andre eksempler. da Peter er i fængsel beder hele menigheden for ham Atter et eksempel på denne spontane forbøn.

Og jeg kunne nævne Jesu forbøn: Jesus havde tidligere bedt for Peter, at hans tro ikke måtte svigte. Jesus havde jo lovet, at hvor to af jer bliver enige om at bede om noget, har det en særlig forjættelse i sig.

Prøv engang at læse Det nye Testamente med henblik på hvornår Jesus fik sine tilhængere til at le! Det tror jeg han ind imellem gjorde. Jeg tænke på lignelsen om den uretfærdige dommer og enken der kommer og vil have ham til hjælpe. Hun plager ham. Og dommeren siger til sidst "Ja, om ikke for andet, så må jeg hellere gøre hvad hun siger, for ellers kommer hun vel og slår mig midt i ansigtet." Jesus sammenligne Gud vor Fader med en uretfærdig dommer, der siger "Hvis nu jeg ikke gør hvad de beder om, så kommer de og slår mig i ansigtet". Egentlig en ganske barok lignelse. Samtidig forstod de jo godt, at Gud er ikke som en uretfærdig dommer. De forstod godt, at det Jesus ville sige var "I skal ikke være bange for at bringe jeres anliggender frem for Gud".

At denne forbøn er en selvfølge, kan der ikke være tvivl om. Så kan man stille de spørgsmål som blev stillet (Red. anm.: i Johan Petersens indlæg): Hvad nu hvis det ikke bliver bønhørt? Osv.

Det kender vi alle så mange eksempler på: Mødre, der har bedt dag og nat for et sygt barn, om det dog ikke måtte blive raskt. Og så dør barnet alligevel. Eller i situationer, hvor vor tilværelse ligesom stod på spil, og vi bad Gud, og blev ikke bønhørt.

I den slags situationer stilles spørgsmålet. Hvad er så forbøn? Jeg vil svare ganske kort. Forbøn har ligesom to dimensioner Den ene er en dimension af tro - en tro der af og til i en vis forstand kæmper med Gud. Hvis vi ikke bliver bønhørt, kan det være en slags trøst, at Jesus i Oliehaven bad af ganske hjerte og med største angst til Gud om, at kalken måtte gå ham forbi. Og han blev ikke bønhørt. Der findes en bøn, også hos Jesus selv, hvor han ikke blev bønhørt. Men var den bøn så værdiløs? Nej, tværtimod, den endte med ordene "Dog, ikke som jeg vil...". Til syvende og sidst, ikke hvad jeg beder om, men hvad Du sender.

Når vi beder om noget, er der altid en dimension af tro. At vi tror på, at Gud hører. At Gud ser. I mange af Davids salmer, er bønner så at sige et angstråb, eller et fortvivlelsens skrig på egne vegne, eller på andres vegne. Men det bliver altid til bønnen i kristen forstand ved troen på, at Gud hører dem. Her kan det være nogen tror jeg polemiserer mod de nyreligiøse, men af og til kan man ane en stor forskel. Jeg så engang i Rialto, en eller anden nyreligiøs der var sunket helt væk i meditation. Han sad på en balkon. Først vidste jeg ikke rigtig om det var en statue eller et menneske. Han sad fuldstændig ubevægelig. Og da jeg gik 3 kvarter senere, var han der stadigvæk Jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjne.

Dette kan naturligvis være bøn. Sådan kan nogle kristne mystikere bede. Men om det er bøn eller ikke bøn, så kommer til syvende og sidst an på, om det er i tro på at Gud ser. Bøn er ikke blot selvfordybelse. Der finder jeg kun mig selv. Det der gør den til bøn er, at jeg stilles overfor Gud. Også i forbønnen er det den væsentlige dimension, at jeg lægger anliggender frem for Gud i tro på at han ser. Den anden dimension er en dimension af kærlighed. -- Den moder hvis lille 2 års barn er ved at dø, kan jo slet ikke lade være med at bede, hvis hun tror på Gud. Fordi hun holder så meget af sit barn. Hvis vi bekymrer os for, et andet menneske kender vi jo alle, at vi slet ikke kan lade være med at bede. Det er udtryk for kærlighedens fællesskab.

Og vi ved at vi en dag skal dø. Allesammen. Alligevel, og netop ved denn sidste afsked, beder vi for hinanden, som udtryk for solidaritet.

Iøvrigt er dette (hvis jeg må sige noget katolsk også!), tanken bag helgendyrkelse og De helliges Samfund. vi tilbeder ikke Jomfru Maria. Men vi beder til Jomfru Maria ligeså dagligdags som når jeg siger "Jeg skal opereres i overmorgen, vil du ikke sige en bøn for mig?". Eller som ved brylluppet i Kana, hvor de siger til hende "Vinen er sluppet op". Det er denne solidaritet, som vi mener ikke holder op med døden. Dette mener jeg er den dybere forståelse af helgendyrkelsen.

Nu har jeg taget godt og vel mit kvarter! Til sidst vil lige nævne en form for forbøn, som også - om I vil - har en direkte psykologisk virkning. Det er bønnen for mennesker vi er blevet uvenner med, Jesus siger ofte "Bed for jeres fjender", "Bed for dem, der gør ondt imod jer". Vi oplever situationer, ja nogen kommer i livets løb til at opleve det utroligt stærkt, hvor de ligesom føler sig spærret inde i følelser af, at de er blevet dårligt behandlet, misforstået, ødelagt af et andet menneske. Og vi kan ikke lade være med at føle denne indre vrede over det en anden har gjort ved os. Vi kan ikke frigøre os fra det. Der er næsten en slags had i hjertet som vi ikke kan slippe løs fra. Og måske er det rigtigt, at den anden har gjort meget slemme ting imod mig.

Selv om jeg ikke kan frigøre mig fra disse næsten morderiske følelser overfor en anden, så kan jeg bede for den anden. Bede om, at Gud alligevel vil gøre godt mod vedkommende. Og netop denne forbøn for dem vi er blevet uvenner med, den kan have en helt speciel helbredende virkning.

Godt, jeg nøjes med disse strøbemærkninger.