Hvorfor skal vi bede for hinanden?

af korshærspræst Johan Petersen, Mariatjenesten.

DØC/K har tidligere taget "sprængfarlige" emner op, f. eks. ved et meget velbesøgt arrangement i Enghave Kirke for et par år siden, hvor emnet var "Jomfru Marias betydning for den kristne tro og bøn". Vi havde biskop Hans Martensen og prof. Theodor Jørgensen til at holde oplæg. Ved den lejlighed var der flere, der ønskede at vi skulle gøre noget lignende med andre emner.

Et centralt emne gennem mange år i DØC/K har været bøn. (Det er jo det centrale i retræte-tanken.) Vi vil med dette møde koncentrere os om især forbønnen. Der stilles ikke spørgsmålstegn ved det nødvendige i at bede for hinanden, men spørgsmålet er udtryk for et ønske om at forstå forbønnens væsen, hvis det da overhovedet giver mening at ville forstå hvad bøn er.

Det er ikke vort ønske udelukkende at se bøn som noget intellektuelt eller at betragte fænomenet som et pædagogisk anliggende. Naturligvis er disse sider af bøn ikke uvæsentlige, da Gud bruger alle vore evner og muligheder i forbønnens tjeneste. Alligevel vover vi at stille spørgsmålet: Hvorfor skal vi bede for hinanden?

Vi er overbeviste om, at vor himmelske far vil og kan hjælpe også uden vor forbøn. Måske er han oven i købet særlig nær ved mennesker som ingen beder for, fordi de er usynlige på grund af den sociale og religiøse udstødelse, som også findes i de etablerede kristne sammenhænge.

Mon ikke der er tale om en temmelig ukristelig selvovervurdering, hvis vi tror at andre mennesker skulle være afhængige af vores forbøn? Jeg tror i hvert fald ikke, at vi kan eller skal stille betingelser op for Guds muligheder for art hjælpe. Vi må stole på at det er rigtigt, når der i Bjergprædikenen (Matt. 6,8) umiddelbart før Fadervor står: Jeres far ved hvad I trænger til, endnu før I beder Ham om det.

Ofte ved vi ikke hvad vi skal bede om, når det gælder os selv, vi kan derfor med god grund spørge, hvordan vi skulle være i stand til at bede for andre. Disse vanskeligheder behøver dog ikke at være hindringer for bøn, dan vi sagtens kan bede for hinanden uden at sætte ord på og også uden at forstå omfanget af forbønnen.

Det er næppe så ualmindeligt at netop forbønnen skaber større forståelse hos forbederen. Jeg er overbevist om, at forbønnen er i stand til at skabe en åbenhed overfor Gud og mennesker, som sætter os i stand til bedre at hjælpe også hvad angår den nødvendige bøn for hinanden. Gennem forbønnen kan der åbne sig muligheder som vi ikke tidligere havde været opmærksomme på, ligesom vi gennem forbønnen også kan blive opmærksomme på større problemer end vi før anede eksistensen af.

Dette behøver ikke at få os til at holde op med at bede - snarere tværtimod, men det får os til at holde op med at spejde efter synlige resultater af forbønnen. Det er ikke det samme som at sige, at forbøn ikke virker, men derimod at vi som forbedere ikke er afhængige af at se eller forstå følgerne. Det er jo alligevel ikke os der kan eller skal forstå, om bønnen virker eller ej. Igen må vi spørge, også os selv: Hvorfor skal vi bede for hinanden?

Jeg siger ikke, at der ikke forekommer synlige resultater af forbøn, men jeg ønsker at stille spørgsmål ved den ofte meget store interesse for at påvise resultaterne af forbønnen i nogle kirkelige kredse. Naturligvis er det ud fra et ønske om at skabe tillid og håb at der peges på de synlige resultater.

Men hvad så når resultaterne ikke kommer, eller lader vente på sig langt ud over hvad den menneskelige tålmodighed kan rumme? Det er vel forståeligt at det, der skulle være tillidsskabende og håbsskabende kan få den modsatte konsekvens, så resultatet i stedet bliver skuffelse og bitterhed, som senere kan gøre enhver hjælp endnu sværere at etablere.

Som det fremgår kan forbøn være et meget "sprængfarligt" emne. Derfor har vi bedt to meget kompetente personer, der også har agtelse for hinanden, om at komme med nogle indlæg i den debat, hvor vi vover at stille spørgsmålet: Hvorfor skal vi bede for hinanden?