"Kristus og hans ven" kalder brødrene denne koptiske ikon. Den viser Kristus, den opstandne, der lægger armen om en ukendt discipel, der kunne være enhver af os. Således formidler ikonen troen på den opstandnes nærvær hos os i verden i dag.

Taizé - forsoningens samlingssted

I slutningen af 1930'erne, mens Europa var på vej i krig, startede spiren til noget, der senere skulle få stor betydning for den økumeniske bevægelse og for talen om forsoning.

En ung schweizisk præstestuderende, Roger Schutz, havde en stærk intuition, der fortalte ham om nødvendigheden af at starte et sted, hvor mennesker kunne mødes på tværs af grænser og kulturelle skel - et sted, der midt i krigshelvedet kunne være et refugium for flygtninge, hvor hårdt arbejde og bøn for fred kunne gå hånd i hånd, og hvor fællesskab kunne opstå. På trods af al fornuft, og på trods af advarsler om det skøre i projektet, købte Roger Schutz et gammelt, faldefærdigt hus i en afsides landsby i det østlige Frankrig, i nærheden af den gamle klosterby Cluny, og relativt tæt på den schweiziske grænse. Byen var ved at uddø, og de få mennesker, der var tilbage, levede på et eksistensminimum.

Da Roger og nogle af hans venner flyttede ind i december 1940, fik de hurtigt kontakt til en række politiske flygtninge, og ved at dyrke jorden og malke husets eneste ko, skabte de et livsgrundlag for mange, der var nødt til at gå under jorden. De hjalp enkelte med at flygte fra nazisterne over grænsen til Schweiz, og Roger var nødt til at blive i sit hjemland i en længere periode for ikke selv at blive grebet af den tyske ordensmagt.

Ved slutningen af krigen, da tyskerne var ved at trække sig ud af Frankrig, vendte Roger og 3 af hans mest trofaste følgesvende tilbage til Taizé for at genoptage det liv, de havde ønsket at påbegynde. Deres mål var at være til hjælp for udstødte og fattige, og en ny opgave viste sig hurtigt. Tyske krigsfange blev interneret i de forladte landsbyer i nærheden, og Roger så hurtigt, hvordan disse tidligere soldater led en smerte, der let kunne sammenlignes med den, andre ofre for krigen havde følt.

De lokale indbyggere i Taizé, der havde deltaget i modstandskampen og haft familiemedlemmer, der var døde i koncentrationslejre, var ikke meget for det arbejde, Roger og hans kammerater udførte blandt fangerne, og det blev tydeligt, at forsoning ikke er en let sag, men en lang og sej proces, der kræver evnen til at se ud over sit eget had og sin egen smerte for at møde den, der kunne have været ens bøddel, men i virkeligheden selv er ligeså meget et offer.

Ud over arbejdet blandt jødiske flygtninge og tyske krigsfanger, brugte Roger og hans folk kræfter på at bygge et klosterlignende fællesskab op - et fællesskab, hvis grundstamme skulle være åbenheden overfor at modtage kristne fra alle denominationer. Den økumeniske udfordring havde de allerede fra første færd været konfronteret med i Taizé, idet de som protestantiske tilflyttere blev mødt med en del skepsis fra de overvejende katolske indbyggere i den lille landsby. Uden penge og næsten uden materielle ressourcer, arbejdede de første brødre på at opbygge grundlaget for at forsørge alle, der kom til stedet for at få hjælp, ikke mindst de mange forældreløse børn, der også var ofre for krigen.

Fra stilhed til storsamfund

I dag er Taizé et samlingspunkt for unge fra hele verden, og gennem årene har mange hundredetusinde mennesker besøgt stedet, for en kortere eller længere periode. En hel del vælger at bo i Taizé i flere år, for at hjælpe med at få dagldagen med de mange besøgene til at køre - og de fleste vender hjem med en oplevelse for livet. De drivende kræfter bag aktiviteterne er de 80 brødre, der sammen udgør kernen i det økumeniske fællesskab. De kommer fra alle dele af verden og repræsenterer et bredt spektrum af kristne trossamfund. Hver især forbliver de tilknyttet til deres egen kirke, og hele formålet med deltagelsen i broderfællesskabet er at virke for fred og forsoning mellem alle trosretninger, på tværs af grænser og skel.

Dagligdagen i Taizé er enkel, men indholdsrig, og fokuspunktet er de tre daglige gudstjenester. Brødrene og de mange besøgende samles i den store Forsoningskirke, der igennem årene er blevet opført i Taizé, fordi den lille, oprindelige landsbykirke hurtigt viste sig slet ikke at kunne rumme de mange, der ønskede at være med i andagterne.

Ved de store højtider, som f.eks. påske, kan Forsoningskirken udvides med telte, således at mere end 20.000 mennesker kan være samlet på én gang. I sommermånederne er der gennemsnitligt 3000 besøgende pr. uge, i vintermånederne lidt færre, men dog stadig en jævn strøm. Der er således aldrig stille i Taizé, selvom netop stilhed og meditation og fordybelsen i Gud er én af de vigtige elementer i at samles.

Udover deltagelsen i gudstjenesterne, der foregår under en enkel form med meditative sange og bønner på alverdens sprog, kan de besøgende deltage i praktisk arbejde og i studiekredse. Temaet er som oftest, hvordan man møder hinanden på tværs af forskellige opfattelser, holdninger og livsstil, og man forsøger at få den sociale bevidsthed hos deltagerne til at vågne. Hver dag om eftermiddagen er der mulighed for at samles i det internationale telt, hvor unge fra 3. verden vil fortælle om den kamp for bedre levevilkår, som de står overfor i deres hjemlande, og de får tit stor glæde af den respons, de får fra andre unge. Mens kampen mod apartheid i Sydafrika var hårdest, boede nogle unge fra Soweto fast i Taizé, og delte deres erfaringer og smerte med andre, og fik styrke til at vende tilbage for at fortsætte det menighedsarbejde, de havde varet igang med. På samme måde har unge fra Latinamerika og Asien delt de erfaringer, de har haft for at være aktive sociale menigheder, f.eks. i slumkvarterer. Ofte knyttes der bånd på tværs af landegrænser, og mennesker, der har mødtes i Taizé, rejser senere ud for at hente inspiration hos hinanden i deres lokalområder.

En del af brødrene er i længere perioder "udstationeret" i forskellige hårdt socialt belastede miljøer, f. eks., i Calcutta, i slummen i Nairobi eller i Harlem i New York. De bor der som et lille fællesskab i 3-6 år og er vidnesbyrd om Guds nærvær i boligområder, hvor alt håb ellers kan synes ude. De hjælper menneskene med at organisere sig, opbygge selvværd og styrke, og når en forandring i området synes at kunne ske, og beboerne har fået inspiration og overskud nok til selv at føre kampen videre, kan brødrene rejse hjem til Taizé eller fortsætte deres virke et andet sted.

Det er aldrig målsætningen at gro fast, men at være med til at sætte processer igang blandt mennesker, og derfor slår brødrene sig aldrig permanent ned nye steder, for at bygge faste, velstrukturerede fællesskaber, Det må være op til menneskene i de lokale områder at bestemme, hvad de har behov for selv at skabe af fællesskaber, og gøre deres for at forandre forholdene henimod det, de ønsker, Brødrene er iblandt som et nærvær og en støtte - men ikke som eksperter eller som nogen, der ved bedre.

På samme måde opfordres alle, der besøger Taizé, til ikke at gro fast på stedet men at vende hjem igen, og viderebringe den inspiration, de har fået. Arbejdet for at forny kirken og skabe fred og forsoning skal foregå lokalt i de enkelte menigheder, ikke centralt i Taizé. Brødrefællesskabet kan være en kilde til ideer og nye visioner, nye tanker til hvordan man kan gøre tingene. Men de ønsker ikke at være et mål i sig selv.

Internationale møder

Taizé har siden slutningen af 1960´erne været et sted, hvor mennesker fra alle dele af verden kunne mødes for at dele deres tro, håb og smerte. Unge fra vesten, unge fra østen og unge fra den 3. verden har mødtes for at dele erfaringer, arbejde sammen, og opleve et dagligt gudstjenestefællesskab med bøn, stilhed og meditativ sang. I kraft af de kontakter, der er opstået mellem mennesker fra alle dele af verden i Taizé, er der dannet netværk, som har haft stor betydning for udviklingen af kirkelige græsrodsbevægelser i flere lande, hvor kampen for frihed og retfærdighed har stået på. Dette gælder f.eks. i Sydafrika og i flere øst-europæiske lande.

I maj 1995 blev et stort ungdoms-møde afholdt i Johannesborg. Dette møde er en del af en lang række af internationale møder, som det økumeniske fællesskab i Taizé har været med til arrangere i forskellige større byer verden over. Disse møder er en del af det forsonings-arbejde, som brødrene i Taizé forsøger at sætte igang, og ungdomsmøderne giver mange unge, som ikke har mulighed for at rejse uden for deres eget land, en mulighed for at mødes med unge fra andre dele af verden, fortælle om deres kampe, og få inspiration gennem oplevelsen af et fælllesskab, der går på tværs af de traditionelle, sociale, politiske og kirkelige skel.

Ved mødet i maj 1995 i Sydafrika kom Præsident Nelson Mandela med følgende hilsen:

"Det er en stor glæde for mig at tage imod Broder Roger og Taizé-fællesskabet, som i så lang tid gennem venskaber har været forbundet med så mange unge i Sydafrika. Jeg var rørt over at erfare, at klokkerne i Taizé ringede på dagen for min frifindelse fra fængslet ... Jeg tilskynder den yngre generation, der spiller en vigtig rolle i opbygningen af det nye Sydafrika, til at påtage sig ansvar og ikke give efter for utålmodighed eller håbløshed, så de kan være et vartegn af håb for unge, over hele verden, der søger måder, hvorpå vi kan opbygge tilliden i den menneskelige familie ..."

Det er ofte mennesker fra de lokale kirker, der går sammen om at arrangere møderne, stå for gudstjenesterne i de forskellige kirker, sørge for privat indkvartering til de tusindvis af besøgende, og i det hele taget være med til at udvirke, at der skabes en kontakt på tværs af grænser.

I årene op til Berlin-murens fald blev en hel del af disse møder holdt i Østeuropa, og de var i høj grad med til at styrke de lokale menigheders identitet, skabe et nyt netværk i de lokale områder og give impuls til forandring. Før murens fald besøgte mange østeuropæiske menigheder i al hemmelighed Taizé og bragte inspiration og nyt selvværd med sig hjem og der blev dannet kontaktnet, ikke bare i de lokale områder, men på tværs af de nationale grænser. Dette netværk har senere været betydningsfuldt for det genopbygningsarbejde, kirkerne i Østeuropa i dag står overfor.

Inspiration sydfra

"Forsoning uden retfærdighed leder kun til kompromisser," siger Broder Roger, "Den ulige fordeling af rigdom, specielt når det er i hænderne på kristne, er en hån mod hele menneskeheden. Mange spørger sig selv, hvorfor kristne, der er så gode til at dele deres åndelige værdier, generelt set har opnået så lidt i historiens løb, når det drejer sig om fordelingen af materielle ressourcer. Fred i verden afhænger af, om der vil ske en retfærdig fordeling af goderne på denne jord; og som kristne må vi bære et særligt ansvar for at deltage i denne distribution, specielt når det gælder vores egen velfærd."

I Taizé plejer man at sige, at den egentlige impuls til forandring, både i de kristne kirker og på verdensplan, kommer fra syd, fra de afrikanske, asiatiske og latinamerikanske lande. Det er her, man ser nye måder at gøre tingene på, og det er her, at uretfærdigheden er så tydelig, at kirkerne kan se nødvendigheden af at kæmpe imod den.

Taizé er et af de steder, hvor mennesker fra 3. verden kan møde hinanden og udveksle erfaringer, og samtidig lære mennesker fra Vesten en hel del nyt. De fortæller om deres forhold og deltager i den liturgiske fornyelse, som Taizé også er et arnested for. De præger gudstjenesterne, der holdes, med deres nye og anderledes måder at gøre tingene på, og de virker til en fordybelse, som vi i Vesten har glemt. Derfor siger man i Taizé, at de egentlige ressourcer kommer fra syd, selvom vi i Vesten sidder på det, vi normalt kalder rigdom. Forsoning er derfor at udveksle disse værdier åndeligt såvel som materielt.

En rejse til Taizé er en rejse gennem mange verdensdele - en rejse gennem mange kulturer, mange livsopfattelser og vidt forskellige sociale forhold. At være i Taizé er at møde verden, og fordybe sig i det forunderlige, at vi på trods af forskelligheder er skabt af den samme kilde, rummer de samme følelser og de samme behov. Selve denne erkendelse er en grundsten til forsoning, det første skridt på en lang march, der på mange forskellige måder skal fortsætte, dér hvor vi er hver især, dér hvor netop vores kamp for forandring og retfærdighed kan komme til at stå.

Elizabeth Knox-Seith

(Artiklen bragt i Stilhedens Arbejde i 1996.)